23948sdkhjf

Vi vil bytte julegaver for en kvart milliard

- Vi forventer, at hver tredje dansker vil bytte en eller flere julegaver efter jul, siger Dansk Erhverv.
Det er tanken bag gaven, der tæller.

Men derfor må julegaven gerne kunne bruges alligevel, og så er det godt, hvis den kan byttes.

Danskerne vil i år bytte julegaver for omkring 250 mio. kr., forventer Dansk Erhverv på baggrund af sin prognose for årets julehandel.

Det fortæller organisationen i en pressemeddelelse.

- Julegaverne ser ud til at blive en anelse større i år end sidste år, mens omfanget af julegavebytningen har været nogenlunde konstant de sidste år. På den baggrund vurderer vi, at danskerne vil bytte julegaver til en samlet værdi af næsten en kvart milliard kr., siger Bo Dalsgaard, der er chefkonsulent i Dansk Erhverv.

Ifølge Dansk Erhverv vil danskerne i år bruge 5,8 mia. kr. på julegaver, og ifølge undersøgelser af, hvor mange gaver danskerne har byttet tidligere, bliver godt 4 pct. af gaverne byttet efter jul.

- Vi forventer, at hver tredje dansker vil bytte en eller flere julegaver efter jul, og samtidig bliver flere og flere julegaver købt på nettet. Derfor er det afgørende, at de glade givere på forhånd har sat sig ind i byttereglerne, der hvor de køber gaverne, siger Bo Dalsgaard.

Der er væsentlige forskelle på, hvilke rettigheder man har som forbruger, når man har køber gaverne i en fysisk butik, i en dansk netbutik eller en udenlandsk netbutik. Modsat hvad mange tror, kan de fysiske butikker selv bestemme, om de vil tilbyde kunderne en bytteret eller ej. De fleste giver dog den service.

Flere og flere erhvervsdrivende har både fysiske butikker og en netbutik, og mange tilbyder, at varer købt på nettet også kan byttes i de fysiske butikker.

Dansk Erhvervs analyse viser, at hver femte dansker, der vil købe julegaver på nettet, forventer at købe gaver i en udenlandsk netbutik. Her er der endnu større grund til at være opmærksom på byttebetingelserne, understreger Bo Dalsgaard:

- Hører butikken hjemme i et EU-land, har man altid 14 dages returret og mindst 2 års reklamationsret. Men køber man gaven i en netbutik uden for EU, er det derimod svært at sige noget generelt om byttevilkårene, så der skal man huske at tjekke vilkårene hos butikken grundigt, siger han og fortsætter:

- Der har desværre også været problemer med udenlandske fupbutikker, hvor varerne aldrig når frem eller viser sig at være kopier. Det er en god idé at skele til e-mærkets hjemmeside, hvor man kan finde en liste over fupbutikker, eller at tjekke andre forbrugeres erfaringer på Trustpilot og andre anmeldelsessider.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094